Nytårsessay: Fem aktuelle
diskussioner om læringsteknologi – og hvorfor de ikke betyder, at vi skal lade
være
Bjarke Lindsø Andersen, ph.d.,
seniorkonsulent hos Epinion - bjla@epinionglobal.com.
Januar 2019.
Skepsissens[1]
tid er kommet[2]
2018 har været et interessant og skelsættende år på den
læringsteknologiske front. Ikke mindst når det kommer til, hvordan vi tænker om
og ser på teknologiens rolle og funktion i skolen. I det følgende præsenterer
jeg nogle samtidsdiagnostiske overvejelser om, hvilke kritiske kræfter og
positioner, der for indeværende er med til at forme forståelsen af teknologiens
rolle.
Budskabet i dette essay er, at på trods af en (nogle
gange berettiget) øget bekymring og skepsis, betyder det ikke at vi skal kvitte
de digitale teknologier. I stedet skal vi blive bedre til at overveje, hvordan
vi udvikler og integrerer teknologi samt måder for at gøre dette.
På Læringsfestivalen 2018 bed jeg mærke i en flittig brug
af ordet ”kritisk”, når snakken faldt på teknologi. Da jeg gik derfra var det
med klar fornemmelse af, at ”kritik” i forhold til læringsteknologi var gået
fra at være et negativt ord og maskinstormernes privilegie til et plusord og en
markør for reflekteret stillingtagen ift. læringsteknologi.
Overgangen til ”den kritiske indstilling” har været
sigende for hele 2018s diskussion af digitale teknologers indflydelse på unge,
og især på elevernes trivsel og læring i skolen.
Debatten er tiltrængt, fordi den kommer som et modsvar
til de forgangne års teknologiske søvngængeri, som teknologifilosof Langdon
Winner har kaldt det[3].
Vi er vågnet fra søvnen for at bemærke, at teknologierne ikke kun er redskaber
der hjælper os til at leve mere effektivt. De forandrer også grundlæggende på
måderne vi er sammen, lærer og tænker om fremtiden på.
Som titlen på en konference afholdt af Nationalt Center
for Læremidler afspejlede, siger vi ikke længere ”it virker!”, men spørger i
stedet ”virker it?”. Spørgsmålstegnets tilkomst er kærkommen. Men vi skal passe
på, at det ikke forfalder til at slå over i et nyt udråbstegn: ”it virker
ikke!”.
I den tyske idealisme i det 19. århundrede formuleredes
nogle af de tanker, vi i dag forbinder med begrebet ’dialektik’. Dialektikken
dækker over den historiske udviklings bevægelse, der består af tre led: En
sætning, en modsætning og en sammensætning. Anskuer vi det forgangne års udvikling
i lyset af dialektikken grundsætning for udvikling, er det klart at vi bevæger
os fra sætning (teknologioptimisme) over til en modsætning (teknologiskepsis).
Dialektikken er ikke kun en filosofisk abstraktion, men en
figur vi kan bruge til at forstå en udvikling, der sætter sig i gennem helt ind
i klasserummets dagligdag – fra læringsplatform til mobilpolitik.
Indenfor teknologiudvikling er den dialektiske bevægelse
så udbredt, at den er blevet bredt kendt og populariseret gennem konsulenthuset
Gatners såkaldte ’hype cycle’, der anskueliggør bevægelsens dynamik når det
kommer til modtagelsen af nye teknologier.
Den dialektisk informerede tese for en temperaturtagning
af den aktuelle status på læringsteknologi-området i Danmark er, at vi i 2018
har sat kursen mod modsætningen, antitesen eller cyklussens ’trough of
disillusionment’. Dette sætter sig igennem via fem (ofte sammenfaldende)
argumenter, som jeg vil gennemgå et for et.
Udfra tesen (og håbet), om at på den anden side venter et
’plateau of productivity’, vil jeg argumentere for, hvorfor vi ikke skal
forkaste digitale læringsteknologier. I stedet tilbyder hvert diskussion
vigtige pejlemærker i forhold til at forbedre og kvalificere udviklingen og
brugen af læringsteknologi.
Fem aktuelle diskussioner om læringsteknologi
1: Den biologiske diskussion
Jeg blev for to år siden gjort opmærksom på et working
paper af den britiske professor, Tom Butler fra 2012 med titlen ’ICT in
Education’. Jeg læste det med stor interesse, fordi Butler overbevisende viste,
hvordan digitale teknologier – og især skærme – har en negativ indflydelse på
unges læringsparathed- og udbytte. Når det kom til mødet mellem teknologi og
uddannelse, var der i bedste fald tale om ’øer af succes i et hav af fiasko’,
som han konkluderede. Argumentationen var primært drevet af referencer til
studier indenfor lægevidenskab, neurovidenskab og psykiatri.
I 2018 blev lignende type argumentation for alvor
populariseret. Dels gennem lægen Imran Rashids bog ’Sluk’ og dels den tyske
psykiater Manfred Spitzers bog ’Digital Demens’. Sidstnævnte skriver i sit
forord til den danske oversættelse utvetydigt: ”Hvis man uddeler gratis
smartphones, falder læringen i skolen; hvis man forbyder dem, bliver læringen
bedre.” Han argumenterer for et skærmforbud for unge indtil de fylder 18 år.
Udover at påvirke læringsudbyttet negativt, fremhæver det
biologiske modargument også en række øvrige bivirkninger: Demens, afhængighed,
nærsynethed, depression, søvnforstyrrelser, overvægt, forøget risiko for
trafikulykker m.v. Hvad der samler denne argumentation er, at den beror på
naturvidenskabelige analyser af den påvirkning, især smartphones har på kroppen
som biologisk organisme.
Som modvægt har flere medie- og uddannelsesforskere peget
på, at den panik ovenstående forskning indpoder hverken er berettiget, ny eller
konstruktiv. Tværtimod er der kritik af, at ’neuroimperialismen’ bør tages med
et gran salt[4]
og at det slet ikke er nyt. Tværtimod har hver tid haft sin panik over, hvordan
ny teknologi sendte ungdommen lige lukt i den moralske (og biologiske) afgrund[5].
Selv holder jeg meget af en artikel fra 1964 om brugen af tv i undervisningen
med titlen: ’A Thalidomide Scandal in Education?’[6].
Desuden differentierer denne type forskning sjældent mellem forskellige
teknologier, og oftest bliver det implicit forstået af teknologi betyder (fordummende
tidsspilde foran en) skærm. En mere nuanceret forståelse af teknologibegrebet
er tiltrængt.
2: Den pædagogiske diskussion
2018 startede med, at Vækstfonden gav en historisk stor
bevilling (190 mio.kr.) til læringsteknologifirmaet Area9, som udvikler adaptiv
læringsteknologi[7].
Dette kickstartede også en diskussion af, hvad det er for en pædagogik der
lægger til grund for megen uddannelsesteknologi – fra apps til fysiske
artefakter. Psykologen James Gibson skrev i 1979, at teknologier har
’affordances’ - de fordrer os til at gøre bestemte ting. En stol er designet
til at ville siddes på, mens et facebook-news feed er designet til at ville
scrolles på. På samme måde har uddannelsesteknologier også en forestilling om,
hvordan mennesket lærer, designet ind i sig (dette kan udviklerne gjort sig
mere eller mindre grundige refleksioner over).
Det pædagogiske argument mod mange aktuelle
læringsteknologier er, at de favoriserer en individualiserende og
personaliserende forståelse af, hvad læring er[8].
Sat på spidsen er præmissen, at læring
gøres til noget, der sker mellem ørerne, mens eleven sidder isoleret med Area9,
Duolingo eller Matematikfessor, der på neobehavioristisk vis konstant giver
feedback med røde eller grønne lamper, alt efter om der svares forkert eller
rigtigt. Løbende tilpasses opgavernes sværhed til elevens målte dygtighed.
Modargumentet har været, at sådanne teknologier fremmer en individualiserende
udenadslære på bekostning af kollektiv problemløsning.
Denne læringsteoretiske kritik har lydt parallelt med, at
flere målinger dokumenterer, at den ønskede effekt af teknologi på
læringsudbyttet udebliver. Jesper Balslev kritiserede i sin bog, hvordan
digitalisering af uddannelse i policy gentagende gange er blevet legitimeret
med reference til ”teknologiens potentialer” på trods af manglende evidens for
(positiv) virkning på læring.[9]
3: Den sociale diskussion (aka. digital
dannelse)
Tekno-antropolog Sherry Turkle udgav i 2011 bogen ’Alone
Together’. Titlen adresserer det fænomen, at vi ofte er fysisk sammen men
mentalt fraværende, fordi vi er i teknologien.
En rapport fra Epinion viste i 2018, at 39 pct. af piger i alderen 15-19 år
angiver at bruge mere end fire timer om dagen på sociale medier[10].
Det primære formål er underholdning og social kontakt med venner. Det fik
Merete Riisager til at skrive et blogindlæg med titlen ’sluk mobilen, og tænd
for opmærksomheden’[11].
Teknologien har udfordret konventionerne for, hvordan og
hvornår man er ”sammen” og opfører sig ordentligt. En undersøgelse fra
Sundhedsstyrelsen viste i 2018 også, at unge nu har vippet de ældre af pinden
som den mest ensomme befolkningsgruppe[12].
Dette faktum blev, ligesom Riisager gjorde, koblet sammen med digitale
teknologier og sociale medier. Den sociale diskussion af læringsteknologier går
på, at de også afstedkommer ensomhed, manglende empati og sociale kompetencer.
Det store mobilpolitik-spørgsmål er også en reaktion på den forstyrrelse,
teknologien opleves som i det sociale og faglige nærmiljø.
Med afsæt i tesen om, at det digitale er en helt nye
samfundsmæssig sfære, hvor traditionelle konventioner for kulturel afkodning
(såsom mimik og gestik) mister betydning, har Vincent Hendricks og Camille
Mehlsen argumenteret for, at vi lige nu er vidner til en uheldig flokadfærd. En
flok digitale babyer, der først skal til at finde ud af, hvilke konsekvenser
vores handlinger har. Begrebets om digital dannelses opblomstring er udtryk for
et behov for at begrebsliggøre, hvordan vi begår os socialt i en omverden der
til stadighed bliver digitaliseret.
4: Den politiske diskussion
Vi er vant til at politiske diskussioner fungerer som en
kamp på ord – argument mod argument. I nyere forskning i teknologi, er det vist,
hvordan teknologier og artefakter skal forstås på lige fod med sætninger og
sproglige argumenter (google ’material semiotics’). I praksis betyder det, at
en teknologi i klasserummet også er en ytring om, hvordan vi bør holde skole.
For så vidt der tidligere har været stillet spørgsmål til
digitalisering, har det primært været spørgsmål om, hvordan skal teknologien
bruges. Det forgangne år er der i tiltagende grad blevet stillet spørgsmål ved,
hvorfor og hvilke teknologier skal bruges i skolen, hvad er det for en
forståelse af skolens formål, forskellige teknologier er udtryk for?
Afledt af en kritik af, hvordan de såkaldte tech-giganter
styrer vores liv (og økonomi), bliver der også stillet spørgsmålstegn ved,
hvilken indflydelse – gennem cloudløsninger, apps, devices etc. – de har på det
danske uddannelsessystem. Professor Bent Meier Sørensen kaldte Google og Apples
tilstedevær i folkeskolen for et ”bagholdsangreb på den danske skoletradition”[13].
Selv var jeg med til at arrangere konferencen ’Education
Disrupted?’ på DPU. Temaet her var også at lære af de erfaringer, man har gjort
sig i den angelsaksiske verden når det kommer til teknologien som vindue for
politisk indflydelse på uddannelsespolitikken[14].
Et spørgsmål der åbner sig i forlængelse heraf er, om amerikanske tech-giganter
er ved at opnå monopollignende status, og om det begrænser den nationale
udvikling?
5: De etiske diskussioner
Slutteligt har der været en tiltagende etisk skepsis
overfor teknologien, der går på to ben. Dels spørgsmålet om ’the digital
divide’ og social ulighed, dels den (manglende) dataetiske adfærd ved omgang
med læringsteknologi.
Det digitale gab har ofte været forstået som et spørgsmål
tilgængelighed, bedst eksemplificeret ved heat maps, der viser, hvor i verden,
befolkninger har internetadgang, og hvor de ikke har. Nyere forskning peger dog
på, at i takt med at flere får adgang opstår mindst fire nye udfordringer. For
det første, at teknologien gennem design privilegerer og diskriminerer[15].
For det andet virker måden, den tages i bruge på pædagogisk og organisatorisk
også konsoliderende de på stereotyper (fx race og køn), som det var tanken, den
skulle hjælpe til at gøre op med[16].
For det tredje viser det sig, at jo større en arena ’det digitale’ bliver, jo
bedre stillet bliver de børn også, der kommer fra hjem, hvor der er ressourcer
til fx at spørge ind til og snakke med børn internetbrug m.v.[17]
For det fjerde er det en frygt, at læringsteknologi kan være med til at skabe a
og b-hold, hvor de velstillede får ’luksussen’ ved fysisk samvær, mens mindre
bemidlede må ’nøjes’ med den teknologisk medierede version[18].
Udover lighedsdiskussionen, er der også etiske aspekter
ved datadeling- og trafik, som ikke mindst er blevet tydelige grundet
persondataforordningens ikrafttræden[19].
Med en kompleks infrastruktur bestående af mange forskellige devices, platforme
og apps samt flere forskellige brugergrupper – forældre, lærere, elever m.v. –
er skolen dataetisk en kompleks størrelse. Regeringen og KL lancerede i
forlængelse heraf fem dataetiske principper for skolernes brug af data om
eleverne[20].
Erhvervsministeriet nedsatte en ekspertgruppe i dataetik, hvor en af
anbefalingerne fra gruppen lyder, at der på alle niveauer af
uddannelsessystemet er brug for ”et obligatorisk vidensløft om, hvad data er og
hvordan det bliver brugt”[21].
Aktuel forskning i datatrafikken gennem apps viser, er
der“challenges ahead both for regulators aiming to
enforce the law, and for companies who intend to comply with it.”[22].
Et oplagt argument for en mere forsvarlig deling af data i uddannelsessektoren
er at dele mindre data, hvilket i praksis betyder bruge mindre eller færre
digitale teknologier, men dette er svært at forestille sig uden også at
begrænse det pædagogiske handlerum og metodefriheden.
Hvorfor (og: hvordan) så teknologi alligevel?
Teknologierne ødelægger vores krop, gør os dumme og
uhøflige, giver Google lov til at afgøre, hvordan vi holder skole samtidig med,
at vi udleverer vores børn gennem datadeling og skaber social ulighed. Er
løsningen vitterligt ikke at slukke?
Skal man følge seneste mode i Silicon Valley, vil dette
være et oplagt valg. Her stortrives Steiner-skoler med en eksplicit ”low tech”
eller ”no tech”-politik[23].
Teknologi er et vilkår
For at forstå, hvorfor det måske alligevel ikke er det
kloge valg, skal vi tilbage til den dialektiske figur. Den viser, at vi lige nu
er i modargumentets fase. Jubeloptimismen er erstattet med en skepsis, der
periodisk er tenderende til determinisme og sortsyn. Men dialektikfiguren viser
også, at der er aufhebung –
forsoning, oplysning og afklaring – forude, og denne kunne man passende forsøge
sig på at foregribe ved at tage diskussionerne til sig. Det er der flere gode
grunde til.
Først og fremmest kan vi ikke lade være med at bruge
teknologi. I bogen ’Kampen om mennesket’ gennemgår David Budtz Pedersen og
kollegaer otte forskellige menneskebilleder. Et af disse er homo faber – det redskabsbrugende
menneske. Pointen med dette er, at mennesket er kendetegnet ved sin
redskabsudvikling- og brug, og at benægte eller modsætte sig dette er derfor
også ensbetydende med at give afkald på noget af det, der definerer os som
sådan. Det er altså meningsløst at diskutere, om vi skal bruge teknologi – men vi bør supplere hvilken og hvordan teknologi med spørgsmål om hvornår og hvorfor
teknologi.
Lærerne skal være teknologiautoriteter
Adrian Kirkwood og Linda Price konkluderer i et review,
at ”technology itself is not the agent of change: it is the teacher”[24].
Der er behov for, at teknologierne og læreren tænkes som et både-og og ikke et
enten-eller. Desværre har læringsteknologier ofte været i ledtog med det, Andy
Hargreaves og Michael Fullan kalder business capital[25].
Det resulterer i en udhuling af lærergerningen gennem automatisering med
effektivisering og profit for øje. Læreren bliver her reduceret til en
Uber-chauffør, der leverer videnspakker. Teknologierne skal underbygge, ikke
undergrave, lærerarbejdet. Dette sikres ved, at de skitserede hv-spørgsmål besvares af og sammen med
lærerne.
En vej frem er udvikling af teknologi bygget op omkring
demokratiske, inkluderende processer, hvor både læreres (kritiske) stemmer og
udviklernes forestillinger om læring tydeliggøres, forhandles og indvirker på
teknologiens udformning[26].
Vi bør i mindre grad tænke om teknologi som noget, der skal investeres i, og i
højere grad tænke det, som noget der skal integreres og tilpasses. Det bliver ikke
bedre af at være dyrt eller cutting edge, bruges smartboardet som kridttavle og
tabletten som bog, er der pædagogisk set ikke sket noget fremskridt. Man bliver
ikke en bedre pianist af at få et Steinway-flygel. Det gør man, hvis man får
tid til at øve sig og har lyst til det. Lysten til at bruge læringsteknologi
kultiveres gennem følelse af fortrolighed, tilhørsforhold og ejerskabsfølelse[27].
Artikulér de mange interesser
Men samtidig skal vi også lære at tænke, at teknologiens
brugskontekst ikke begrænser sig til klasserummet. Teknologien bruges også – i
overført betydning – politisk.
Et par hollandske forskere stillede sig i artiklen med
samme navn, det simple spørgsmål: ’What is a good tomato?’[28].
Forbruger, gartner, distributør, supermarked har alle berøring med tomaten, men
vidt forskellige kriterier for, hvornår den er god. Det samme gælder for uddannelsesteknologi.
Hvad der for kommunen virker som branding, virker ikke
nødvendigvis for læreren pædagogisk. Hvad der virker passiviserende for et
inklusionsbarn øger ikke nødvendigvis læringsudbytte. Professor Jeppe Bundsgaard har formuleret
samme pointe ved at påpege, at it altid virker. Men virker det på den måde vi
ønsker og for dem, vi ønsker?[29]
Samtidig skal vi have et åbent, evaluerende blik for, at
teknologi også altid virker på måder, vi ikke havde forudset. Som Langdon
Winner siger, underskriver vi kontrakter med teknologien, hvis betingelser vi
først kan se, efter vi har taget den i brug[30].
Succeskriterier for teknologi kan baseres på
værdier
Brugen af teknologi er ofte funderet i et ønske om øget
læringsudbytte. Afledt heraf, bliver det ofte et spørgsmål at træne bestemte
færdigheder og en efterfølgende måling af om, eleverne er blevet bedre afgør om
teknologien er god eller dårlig. Dette kan have sin berettigelse, men vi må
ikke glemme at skolen er mere end færdighedstræning[31],
og teknologien kan og bør også underbygge dette mere i langt højere grad, end tilfældet er i dag. Teknologi bør ikke være synonymt med
datadrevet udenadslære.
Teknologi bør bruges som brækjern til også at åbne op
formningen af de menneskelige kvaliteter, vi mener ellers er vigtige, og det er
skolens formål at danne. Dem bør vi starte med at sætte ord på: Myndighed,
dannelse, loyalitet, empati, disciplin, demokratisk deltagelse, lighed,
bevægelse, grundighed, pligtforståelse, respekt, anstrengelse, nysgerrighed,
omhyggelighed, selvbeherskelse. Vi bør i dette henseende også være os bevidste
om den aktuelle udvikling i retning mod en neokonservatisme[32].
En start er – og det gælder alle led i berøringskæden –
at artikulere disse værdier og spørge: Hvad kan teknologierne (ikke) gøre for
og ved dem?
Jeg håber, at 2019 byder på færre snore, der skal klippes
over til nyindrettede tech-faciliteter og i stedet mere kontekstnær
teknologiudvikling og oprustning af læreren som teknologiautoritet. Dette er
nogle af de skridt der kan tages for at lede os på vejen mod dialektikkens
sammensætning; et realistisk og konstruktivt forhold til læringsteknologiernes
rolle i skole og uddannelse.